Platini får nedsat straf til fire år og forlader Uefa

Skrevet af admin

09/05/2016

Mest læste i dag

Michel Platini har fået nedsat sin straf fra seks til fire år af Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

Det er anden gang, at Platini får nedsat sin straf, som oprindeligt lød på otte års karantæne fra alle fodboldaktiviteter.

Det var den etiske komité i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, som straffede Platini med otte års karantæne.

Platini har på grund af den fireårige karantæne valgt at træde tilbage som præsident for Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.

Det oplyste franskmandens advokat til AFP, og kort efter bekræftede Platini selv beslutningen.

Baggrunden for karantænen var en pengeoverførsel fra Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, på to millioner schweizerfranc i 2011.

Sepp Blatter, som var daværende Fifa-præsident, har hævdet, at det var for et stykke arbejde, Platini havde udført for Fifa, men den forklaring var der ingen, der købte.

Blatter har selv anket en langvarig karantæne til CAS, men udfaldet af den sag er endnu ikke afgjort.

Platini havde håbet på at få annulleret hele karantænen hos CAS, men det har et panel hos sportsdomstolen valgt ikke at gøre.

CAS skriver i kendelsen, at der fandtes en kontrakt mellem Platini og Fifa, som var underskrevet i 1999. I kontrakten var der aftalt en aflønning på 300.000 schweizerfranc om året.

Den kontrakt blev overholdt af parterne og udløb i 2002, da Platini blev medlem af Fifas Eksekutivkomité.

Det var dog ikke før februar 2011, at Fifa udbetalte de to millioner schweizerfranc til Platini.

Det skete på et tidspunkt, hvor både Blatter og Mohamed Bin Hammam var kandidater til præsidentvalget i Fifa, som ville finde sted fire måneder efter den mistænkelige pengeoverførsel.

Platini har forklaret, at han i 1998 indgik en mundtlig aftale med Blatter om en årlig betaling på en million schweizerfranc.

CAS har dog ikke vurderet, at der var tale om en legitim aftale, og udbetalingen fandt sted mere end otte år efter, at aftalen udløb.

Panelet i CAS hæfter sig også ved, at Platini lukrerede på en udvidet pensionsaftale, som han ikke havde krav på.

CAS fandt dog, at Platinis straf på seks år var for hård, da der også var formildende faktorer i sagen. Derfor endte det med fire år, som svarer til en præsidentperiode.

Platini fik desuden sænket en bødestraf fra 80.000 til 60.000 schweizerfranc.

/ritzau/