Platini vil give Ribéry karantæne for landsholds-nej

Bayern München-spilleren Franck Ribéry har meddelt det franske fodboldforbund, at han ikke længere er til rådighed for landsholdet.

Men det er ikke Ribéry, der bestemmer, om han skal på landsholdet eller ej, fastslår Michel Platini, der er præsident for det europæiske fodboldforbund Uefa.

I flere tyske aviser er franskmanden citeret for at mene, at Ribery skal have karantæne for sit klubhold, hvis ikke han dukker op til en landsholdssamling.

- Franck Ribéry kan ikke bare bestemme, om han spiller for Frankrig eller ej. Hvis træner Didier Deschamps inviterer ham, er han forpligtet til at møde op. Det står reglerne.

- Hvis ikke han kommer, får han tre spilledags karantæne for Bayern München, siger Platini.

Han forstår ikke rigtigt, hvorfor Franck Ribéry ikke stiller op for "Les Bleus" længere.

- Han er franskmand, og EM i 2016 foregår i Frankrig, ikke i Polen. Han må da være ivrig efter at spille, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet dpa til tyske søndagsaviser.

Michel Platini er tilsvarende kritisk over for Ribérys holdkammerat Philipp Lahm, der også har meldt fra til landsholdet efter VM-guldet.

Her har landstræner Joachim Löw dog accepteret Lahms farvel og sagt ja til ikke at udtage den erfarne tysker, og det gør ifølge Platini sagen mindre problematisk.

- Men principielt er det ikke Lahms beslutning, det er Löws, siger Platini.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV