Playmaker jubler over stærk VM-start

Rusland kan blive et hold, som når langt ved håndbold-VM, og derfor var det vigtigt, at Danmark kunne besejre russerne 31-27 søndag aften.

Det mener Rasmus Lauge, som kan se tilbage på to danske sejre over russerne og Qatar.

- Det er helt fantastisk. Jeg havde nok forventet, at vi vandt over Qatar. Men jeg synes, at Rusland har et suverænt hold til denne slutrunde. Meget bedre end de har haft i lang tid.

- Jeg mener, at Rusland er en outsider til at kunne gå langt ved VM, så at slå dem giver os et kæmpe moralsk boost og masser af selvtillid, siger Lauge.

Playmakeren fra Bjerringbro-Silkeborg har endnu ikke fået sit eget spil til at køre optimalt. Men det gjorde ikke det store.

- Der var - inklusive mig selv - nogle, der ikke helt leverede varen mod Rusland, og alligevel havde vi så bredt et hold, at der var mange andre, der kunne tage over.

- Det viser jo bare vores styrker, og kan vi bevare dem gennem hele slutrunden, så tror jeg, vi har rigtig gode chancer for at nå de mål, vi har, vurderer Lauge.

Den danske målsætning lyder på mindst en plads i semifinalen, og næste skridt på vejen er aftenens kamp mod Chile, der har tabt sine to første kampe ved VM.

- Chile gider vi ikke snakke så meget om, for den kamp skal bare vindes. Og så er det Island, vi har bagefter, og rammer vi en dårlig dag mod dem, så taber vi. Det har vi set så mange gange.

- På papiret er vi nok stadig favoritter, men er vi der ikke på dagen, og smider vi boldene væk, så kan de ramme os på deres kontrafase, som også var det våben, der gjorde, at de var tæt på at slå Rusland.

- Vi skal fokusere maksimalt på Island og arbejde på, hvordan vi kan få åbnet dem op i forsvaret. Jeg tror på, at vi kan vinde den, men det er ikke nemme kampe de to sidste, advarer Lauge.

Efter aftenens kamp mod Chile venter Island onsdag, inden fredagens kamp mod Makedonien er den sidste opgave i det indledende gruppespil.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV