Plejecentre forventer flere frivillige til ældreplejen

Otte ud af 10 ledere regner med, at de frivillige om fem år vil spille en større eller en væsentligt større rolle i arbejdet med de ældre, viser en rundspørge til 72 plejehjemsledere fra Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK).

Ifølge rundspørgen forventer en tredjedel af lederne for eksempel, at de frivillige om fem år vil være inddraget i at lave mad til ældre, mens lidt under hver femte leder forventer, at de frivillige til den tid hjælper med at gøre rent.

I Ældre Sagen, som organiserer cirka 14.000 frivillige, ser man gerne flere frivillige i spil på ældreområdet.

»Fordi de frivillige er rigtig gode til personlige relationer, og der er et stort behov for mange ældre, som ofte sidder ensomme i deres hjem,« siger udviklingskonsulent Maria Blankensteiner fra Ældre Sagens frivillighedsafdeling til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hun understreger, at kommunerne selv skal klare kerneopgaverne, og at de frivillige ikke skal sættes til eksempelvis rengøring eller genoptræning, da det er »en lovpligtig og professionel opgave«.

I fagforbundet FOA, som blandt andet organiserer medarbejderne i ældreplejen, advarer formand Dennis Kristensen mod, at de frivillige går fra at være et supplement til i højere grad at erstatte de professionelle.

»Det vil betyde en lavere standard af velfærden,« siger han til avisen.

Formanden for Kommunernes Landsforenings (KL) socialudvalg, Anny Winther, vurderer, at de frivillige hovedsageligt - også fremover - vil blive brugt til sociale aktiviteter for ældre.

Dagens Gossip