Plejehjem skal indrettes så de skaber tryghed for demente

Skrevet af admin

04/12/2014

Dagens topnyheder

Hvert år bliver 15.000 danskere ramt af demens, og for netop denne gruppe mennesker er det vigtigt, at omgivelserne er indrettet efter deres behov.

50 millioner kroner fra satspuljemidlerne skal være med til at gøre hverdagen tryggere for demente mennesker på plejehjem.

- Det kan handle om noget så enkelt som et billede af dem selv på deres dør, så de bedre kan finde tilbage til egen bolig. Eller det kan handle om bedre lyssætning, god akustik, brug af velfærdsteknologi eller ensartet gulvbelægning, siger socialminister Manu Sareen (R).

- Det er små ting, men vigtige ting, der gør en forskel. Derfor er jeg også tilfreds med, at vi nu kan afsætte penge, der sikrer, at de demente får de levevilkår, som de fortjener.

Boliger, der er særligt egnede for demente, giver den dement en mere rolig hverdag, hvor de er trygge og lever i et miljø, som de kan forstå og agere i. De er derfor også i sidste ende med til at mindske anvendelsen af magt.

Desuden kan en mere demens-egnet indretning og afgrænsede udearealer med sansehaver eller stier i sløjfer være med til at forebygge, at demente forvilder sig væk fra plejecentret.

Antallet af demente var i 2012 87.000, men det forventes, at antallet vil stige til cirka 156.000 i 2040.

To millioner af de 50 millioner afsættes til Statens Byggeforskningsinstitut, som skal udarbejde en anvisning med en tilhørende eksempel-samling, som skal komme med konkrete forslag til, hvordan plejeboliger indrettes demens-egnet.

De resterende 48 millioner afsættes til en pulje, som kommuner og andre kan søge til ombygning og nyindretning af plejecentres bolig- og fællesarealer. Det er vurderingen, at pengene kan række til at demens-indrette cirka 2400 boliger.

/ritzau/