Plejehjemsleders advokat: Sagen er én stor fejltagelse

Skrevet af admin

18/08/2015

Dagens topnyheder

Anklagemyndigheden har ikke nogen sag. Sagen er simpelthen en fejl.

Sådan lyder det selvsikkert fra advokat Poul Gudberg, som forsvarer en 51-årig tidligere plejehjemsleder, der er anklaget for groft at have forsømt sit arbejde ved at lade en 85-årig dement kvinde fastspænde til sin seng, hvilket førte til hendes død.

- Sagen er et fejlslagent forsøg fra anklagemyndighedens side på at finde en eller anden at hænge op på, at et menneske er afgået ved døden. Jeg ved godt, at det er en tragisk ulykke. Men det var en ulykke, siger forsvareren efter retsmødet i Retten i Aalborg.

Både forsvarer og anklager har tirsdag formiddag holdt deres procedurer, og nu skal dommer Gitte Kuhlwein inden næste uge beslutte, om plejehjemslederen skal straffes og i så fald, hvad straffen skal lyde på.

Anklageren har argumenteret for, at den tiltalte begik flere fejl i forløbet op til, at den 85-årige kvinde rullede ud af sin seng og hang i stofselen i op til tre timer, før hun blev fundet af en nattevagt. Få timer senere døde hun på hospitalet.

Blandt andet tog den tiltalte på egen hånd beslutningen om, at kvinden kunne fastspændes, selv om Aalborg Kommune ifølge loven skulle have givet tilladelse først, med mindre der var tale om en akut situation. Det mener anklageren ikke, at der var.

Men forsvareren er lodret uenig og mener, at plejehjemslederen handlede logisk og inden for sit kompetenceområde.

- Det var et akut tilfælde. Hvad skal den stakkels leder gøre, når hun får at vide, at den gamle dame kan falde ud af sengen og brække benene? Så må man jo gøre noget, siger han.

Han mener derudover, at selve anklageskriftet er forkert. Der står, at plejehjemslederen ikke iværksatte noget ekstra tilsyn med kvinden, der var spændt fast.

Men ifølge forsvareren står der ikke noget i loven om, at der skal være et øget tilsyn med en fastspændt borger.

- Der er ikke nogen tilsynsbestemmelser nogen steder. Hun har ført normalt tilsyn med beboeren ud fra, hvor meget personale hun har til rådighed, siger advokat Poul Gudberg.

Anklageren foreslår retten, at kvinden idømmes 20 dagbøder. Forsvareren kræver hende frifundet.

/ritzau/