Plejemor laver den perfekte babysvøbe

Heidi Zeidman er plejemor for en lille dreng, hvis mor var narkoman.

Hun fandt ud af, at den bedste måde at berolige lille Oliver på var at sørge for, han var pakket helt ind. Men den lille purk var en livlig én, og intet lod rigtig til at virke. Det skriver USA Today.

Knægten ville hverken spise eller sove. Hans biologiske mor havde taget crystal meth - en form for hård amfetamin - mens hun var gravid. Derfor var Oliver måneder bag ud i sin udvikling.

- Hans tidligere plejefamilie havde virkelig kæmpet med ham. De kunne ikke. Han var meget besværlig, forklarer Heidi Zeidman.

Hun forsøgte at pakke ham ind i en babysvøbe, men den stærke dreng kom ud af dem alle sammen. Derfor opfandt hun selv en babysvøbe.

Siden hen er den 35-årige plejemor blevet selvstændig og har forvandlet sin idé til et succesfuldt firma. Babysvøben er naturligvis opkaldt efter Oliver: Ollie Swaddle.

Stoffet er let, så huden kan ånde igennem det, og babyen ikke bliver for varm. Hun sørgede også for, at stoffet kunne strækkes, fordi mange er bekymrede for, at børnene får hoftedysplasi, hvis de er pakket for stramt ind for længe.

- Der har været nogen bekymring omkring, hvordan folk pakker børnene ind, men når man svøber dem rigtigt, er det en effektiv teknik til at hjælpe babyer med at blive rolige og falde i søvn, siger Heidi Zeidman.

Teorien er, at babyer sover godt, når de er pakket i en svøbe, fordi det simulerer at blive krammet og holdt af far eller mor.

Dagens Gossip