Pludseligt karrierestop: O'Grady trækker sig et år før tid

39-årige Stuart O'Grady stopper sin karriere med øjeblikkelig virkning. Det oplyser han i en pressemeddelelse. Det er dog ikke mere end en måned siden, at O'Grady, der kørte på Bjarne Riis' cykelhold i perioden 2006-2010, forlængede sin kontrakt med det australske mandskab Orica-GreenEdge med et år og fortalte, at han havde planer om at fuldføre sit 18. Tour de France i sommeren 2014. Men nu har den tidligere Paris-Roubaix-vinder altså pludseligt ændret mening.

- Jeg har altid ønsket at stoppe min karriere med noget virkeligt specielt, og det har dette års Tour givet mig. Vi har haft et godt løb, og jeg er virkelig stolt af det, vi har opnået. At vinde en etape og at stå på podiet med alle mine holdkammerater efter holdtidskørslen i Nice var en drøm, der gik i opfyldelse for mig så sent i min karriere, siger Stuart O'Grady i en pressemeddelelse.

Selvom den australske veteran har kørt store dele af sin karriere i en tid fyldt med dopingskandaler, står O'Grady dog ved, at han aldrig har benyttet sig af forbudte stoffer. I 1998 vandt han en etapesejr i Tour de France og kørte også i den gule føretrøje.

Beskeden om O'Gradys øjeblikkelige karrierestop kommer blot to dage før, det franske senat offentliggør en liste over navne på ryttere, der var dopede under netop Tour de France i 1998. Dengang fandtes EPO-test ikke, men prøverne er nu blevet gentestet, og navnene på doping-synderne bliver efter planen offentliggjort onsdag.

Det er dog endnu uklart, om Stuart O'Gradys navn optræder på denne liste.

Dagens Gossip