Pochettino: Tal ikke om historien - skab den.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino opfordrer sine spillere til at arbejde hårdt for at skabe historie i stedet for at spilde tid på at tale om historien.

Det gælder også, selv om Tottenham ikke har været engelske mestre siden 1961 og nu ligger nummer tre i Premier League med gode muligheder for at æde yderligere ind på de to øverste hold i løbet af weekenden.

- Hvis du taler for meget i fodbold, kan du kun vente på det værste. Det er vigtigt at vise mere, end man taler.

- Vi er kommet hertil, fordi vi har arbejdet meget hårdt fra start, og det kan vi ikke ændre. Vi skal fortsætte på samme måde, siger Mauricio Pochettino.

I tabellen har Tottenham fem point op til førstepladsen, men da rækkens to øverstplacerede hold, Leicester og Manchester City, tørner sammen på Etihad Stadion lørdag, kan Tottenham med en sejr over Watford kravle endnu tættere på guldet.

Men måske endnu vigtigere: Tottenham kan fortsat holde Arsenal bag sig.

Arsenal er de store rivaler, men de er sluttet højere end Tottenham hvert eneste år siden 1996, og mange Gunners-fans har muntret sig med at fejre "St. Totteringham's Day" - den dag i hver sæson, hvor det bliver matematisk umuligt for Tottenham at slutte højere end Arsenal.

For en gangs skyld er håneretten reelt i spil.

- Jeg kan mærke, at det er meget vigtigt for vores fans, for alle som elsker Tottenham, at ligge over dem, for de er virkelig vores sportslige fjende, og det kan man mærke.

- Men for mig er det vigtigere at fokusere på vores mål og planer og ikke tænke for meget på vores modstandere.

- Vi er de vigtigste, vi prøver at holde os på vores vej, og det er ikke vigtigt, hvad Arsenal, Manchester City, Leicester eller andre klubber gør, siger Mauricio Pochettino.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip