Pokalfinalister sparer landsholdsspiller mod Hypo

Skrevet af admin

11/11/2015

Mest læste i dag

Pokalsemifinalen mellem FCM Håndbold og Team Esbjerg var knapt nok færdigspillet, før der blev lagt nye planer i FCM, der havde sikret sig en plads i pokalfinalen.

Klubben spiller fredag Champions League-opgør mod Hypo Niederösterreich, og her bliver landsholdsspilleren Louise Burgaard sat på skånekost.

- Burgaard bliver en af dem, vi kommer til at spare på fredag. Vi tænker både på vores egne kampe og på landsholdet og den lange bane.

- Burgaard har været igennem en opstart med småskader og et eller andet sted, skal vi give hende luft, og det bliver på fredag, siger FCM Håndbolds træner, Helle Thomsen, efter at FCM sikrede sig en plads i pokalfinalen.

- Nu er der også en pokalfinale, der betyder, at der er mindre pause til dem, og de får ikke en lang juleferie, så nu får hun en uge, hvor hun ikke skal spille meget, siger træneren.

Helle Thomsen kunne se sit hold spille sig i pokalfinalen med en 26-21-sejr over Esbjerg, og dermed fik FCM revanche fra de to store nederlag tidligere i sæsonen til netop Esbjerg.

- Det med revanche er lige meget. Vi glædede og til at se, hvor vi stod i forhold til de kampe, hvor vi blev udspillet i september måned. Vi vidste godt, vi havde flyttet os, men vi vidste ikke, hvor meget vi havde flyttet os.

Esbjerg og FCM topper Dame Håndboldligaen med 15 point og ligner to mandskaber, der er begyndt at stikke af fra de øvrige hold i ligaen, men Helle Thomsen tager ikke for store ord i munden endnu.

- Vi spillede en god kamp, og samtidig med at det ikke helt fungerede for dem, så fungerede det for os. Jeg synes ikke, man kan sige, vi er Danmarks bedste hold.

- Vi er to gange blevet udspillet af Esbjerg, og vi bør tage små skridt nu. Det er dejligt at se, hvordan vi kan ramme vores topniveau, men vi kender også godt vores bundniveau, så vi skal lige passe lidt på, men vi har lov at være glade nu, siger FCM-træneren.

Ifølge Helle Thomsen er det svært at sige, hvad der venter i pokalfinalen den 27. december, hvor Viborg HK er modstanderen.

- Viborg har spillet svingende, men det har vi til gengæld også. Jeg tror, det er en kamp, hvor vi kan svinge, og de kan svinge, men der er så lang tid til, at vi må se, hvem der bedst kan ramme niveauet på dagen.

/ritzau/