Pokalvinder Fisker: Trænerens taktik satte os i gang

Skrevet af admin

28/12/2013

Mest læste i dag

Et lille kvarter inde i kvindernes pokalfinale i håndbold var der ikke meget, der tydede på Viborg-sejr.

Holdet var bagud med seks mål mod et sprudlende FCM-hold, men fik alligevel kæmpet sig tilbage i kampen og vandt i sidste ende klart med 26-21.

Det giver landsholdsspilleren Maria Fisker i høj grad sin træner æren for.

- Efter at vi kom bagud 3-9 ændrede vi vores forsvar på en måde, hvor vi gik frem på deres backs, og så kæmpede vi os tilbage ét mål ad gangen.

- Vi fik ødelagt deres rytme i angrebsspillet og fik stoppet Nycke Groot, og det bremsede dem. Det var et godt træk af Christian (Dalmose, Viborg-træner, red.), siger en glad pokalvinder, der også roser sin franske målmand, Cleopatre Darleux.

- Hun stod en klassekamp og leverede redningerne, når vi ikke lige var der i forsvaret. Det er det, man har brug for, når man skal vinde titler, siger Fisker om Darleux, der fortjent blev kåret som pokalfighter efter at have præsteret en redningsprocent på lige godt 40 procent.

For Viborg-spillerne var det den første titel siden pokalsejren for to år siden, og derfor blev finalesejren fejret ekstra grundigt.

- Det var virkelig en forløsning for os. Vi lovede hinanden inden sæsonen, at vi skulle vinde titler, og det her var vores første mål. Vi ved, at vi har et klassehold, der kan nå meget i denne sæson, siger Fisker.

Viborg HK har vundet 10 af de 20 seneste pokalfinaler på kvindesiden.

/ritzau/