Pokémon skal få børn ud af klasseværelset

Skrevet af admin

06/08/2016

Dagens topnyheder

Midt i en park fanger en folkeskoleelev en pokémon i det populære Pokémon Go-spil, der i disse måneder er her, der og alle vegne i gadebilledet. Det næste øjeblik løser selvsamme elev brøkregning på sin telefon. Alt sammen midt i skoletiden.

Det er i hvert fald visionen hos appudviklingsfirmaet Miracle Mobile, der mandag lancerer en ny udgave af deres undervisningsapp Mapop. I den nye app kommer Pokémon Go nemlig til at være en motivationsfaktor for eleverne, forklarer direktør Uffe Koch.

- Når eleverne i næste uge kommer tilbage fra sommerferie, så har mange af dem spillet Pokémon Go hen over sommerferien. Det holder de nok ikke op med i skolen. Så vi vil gerne give dem muligheden for at bruge spillet og vores undervisningsredskab samtidig, siger han.

Appen - uden de nye Pokémon-tilføjelser - er allerede en del af undervisningen flere steder. Her kan lærere planlægge ruter på et kort på telefonen, som eleverne via gps-punkter skal følge. Undervejs løser de forskellige opgaver ved punkterne, så de lærer, mens de bevæger sig.

Nu bliver det muligt undervejs at se, hvor der er vigtige ting i det fiktive Pokémon-univers, mens man benytter sig af værktøjet.

Bag størstedelen af app’ens nye Pokémon-funktion står den blot 16-årige Mads Odgaard, der selv lige er gået ud af 9. klasse.

- Hvis jeg selv skulle ud på sådan en rute i undervisningen, ville jeg have mere lyst, hvis der var pokémoner på vejen, siger han.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for idéen om pokémonjagt og matematikundervisning samtidig.

Mikkel Aslak er skolelærer på Marienhoffskolen på Djursland og pædagogisk konsulent for it og medier på Center for Undervisningsmidler. Han har selv brugt Mapop-værktøjet i undervisningen og er glad for det. Men Pokémon-elementet er han ikke tilhænger af.

- Umiddelbart er jeg ret skeptisk. Der er jo ingen fagrelevans i at fange pokémoner. Det er bare for at få eleverne ud. Så er det spillet, der skal motiverer dem, og hvor har man så elevernes opmærksomhed?, siger han og tilføjer:

- Det er synd, at det skal være motivationsfaktoren. Man kan godt få dem ud på sådan nogle ture, uden at de skal spille Pokémon Go. Idéen med de her gps-ruter i undervisningen er god nok i sig selv, siger han.

/ritzau/