Polak venter på Wozniacki efter årets største skalp

Skrevet af admin

15/08/2014

Mest læste i dag

Caroline Wozniacki fortsætter sit gode tennisspil fra de seneste uger.

Tidligt fredag morgen, dansk tid, spillede den danske tennisstjerne sig i kvartfinalen i WTA-turneringen i Cincinnati, Ohio. Hun gjorde det ved at besejre tyskeren Angelique Kerber i to sæt, 7-5 og 6-2.

Det bemærkelsesværdige er, at Angelique Kerber er nummer syv på verdensranglisten og seedet til sjettepladsen i turneringen, hvor kineseren Li Na er den eneste fra top-15, som ikke er med. Sejren var nemlig danskerens første i år over en spiller fra top-10 i verden.

Sidst, Caroline Wozniacki vandt over en spiller fra top-10, var i samme turnering sidste år. Da nåede hun også kvartfinalen.

Danskeren spiller allerede kvartfinale fredag aften, dansk tid, mod en god bekendt - polakken Agnieszka Radwanska. Polakken er seedet som nummer fire i turneringen og bliver også en stor udfordring for 12.-seedede Caroline Wozniacki.

Vinder danskeren kampen, venter verdensetteren Serena Williams formentlig i semifinalen.

Det var Williams, som besejrede danskeren i en god tresætskamp i Montreal i sidste uge. Amerikaneren møder Jelena Jankovic i kvartfinalen.

/ritzau/