Polakker fanget med tyvekoster: Havde kort over 80 varehuse

Skrevet af admin

02/03/2014

Mest læste i dag

En lille gruppe polske mænd blev lørdag eftermiddag forstyrret af politiet ved Føtex i Roskilde, netop som de havde gennemført endnu et tyveri i et dansk supermarked.

Midt- og Vestsjællands Politi fandt nemlig ikke blot de tre mænds bil spækket med tyvekoster - polakkerne havde også en udførlig optegnelse over varehuse og supermarkeder, som de enten havde besøgt eller var på vej til.

Det er i hvert fald politiets teori, og beviserne er tilsyneladende så markante, at en dommer søndag har valgt at varetægtsfængsle alle tre mænd i fire uger.

- Der har dommeren virkelig ment, at der skal gøres noget ved det. Ellers får man jo aldrig fire uger for butikstyveri, siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- De havde temmelig mange effekter, og så havde de en optegnelse over 80 varehuse, hvor de havde tænkt sig at lave tyveri, eller hvor de havde lavet tyveri. Det er vores opfattelse, at det er totalt organiseret, siger vagtchefen.

Polakkerne, der er henholdsvis 32, 39 og 42 år, blev anholdt, efter at opmærksomme handlende havde fundet mændenes adfærd mistænksom.

- Der var nogen, der havde undret sig over deres adfærd. Så kommer vi derned og kigger på det og finder i første omgang ikke noget underligt.

- Så kommer der en patrulje mere, og de finder ud af, at bilen faktisk er spækket med koster. Vi havde bare ikke kunnet finde det umiddelbart, da det var skjult, siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Han fortæller, at der er tale om blandt andet barberblade og parfumer - relativt dyre ting, der ikke fylder så meget.

- De har ingen adresse i Danmark. De kommer i en bil og sover sikkert også i den. Det er muligt, at de bare kommer op og så kører tilbage til Polen, når de er færdige, siger vagtchefen.

/ritzau/