Polaraktion i gang: Helikopter kan nå frem til nødstedt polarskib

Skrevet af admin

02/01/2014

Dagens topnyheder

En helikopter er nået frem til det russiske skib, der har siddet strandet i isen ved Antarktis siden juleaften.

Dermed kan redningen af 52 passagerer gå i gang efter flere mislykkede forsøg på at gennemføre aktionen.

- Den kinesiske helikopter er ankommet til Sjokalskij. Det er 100 procent sikkert, at vi er på vej. Tak til alle, skriver ekspeditionsleder på skibet Chris Turney på Twitter.

Tidligere på dagen var helikoptermissionen ellers blevet afblæst til trods for gode vejrforhold. Et mindre skib, der skulle hente de evakuerede passagerer og føre dem videre fra én isbryder til en anden, kunne nemlig ikke komme frem på grund af havis.

Planen er, at passagerne på det videnskabelige ekspeditionsskib først skal flyves til den kinesiske isbryder Xue Long. Herfra skal de med en mindre båd transporteres til det australske fartøj Aurora Australis.

Tre isbrydere har tidligere måttet opgive at nå frem til Akademik Sjokalskij på grund af dårlige forhold.

Passagerne på det strandede skib er en blanding af turister, videnskabsmænd og journalister, der følger i den australske geolog og ekspeditionsleder Sir Douglas Mawsons fodspor.

Videnskabsfolkene på det russiske skib har udført nogle af de samme undersøgelser, som Mawsons gruppe udførte fra 1911 til 1914.

Der er i alt 74 personer på det 71 meter lange skib - heraf 22 besætningsmedlemmer, der skal blive på Akademik Sjokalskij.

Skibet befinder sig 100 sømil fra den franske base Dumont d'Urville.

/ritzau/AFP