Polen: Risikoen for et opsplittet Ukraine er reel

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

Der er en helt reel risiko for, at Ukraine ikke bliver ved med at være en nation som konsekvens af landets krise.

Det siger Polens premierminister, Donald Tusk, onsdag.

- Risikoen for, at de østlige regioner i Ukraine løsriver sig er virkelig, siger han ved en pressekonference.

- Jeg er bange for, at vi ikke skal vente længe, før vi ser flere handlinger i det ukrainske drama, siger han.

Tusk tilføjer samtidig, at konflikten i Ukraine formentlig vil vare længe endnu og påvirke sikkerhedssituationen i Europa massivt.

Udmeldingen fra Polen kommer dagen efter, at Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, gjorde det klart, at han ville genoptage landets antiterror-operation mod separatistiske oprørere, efter at to personer "er blevet brutalt torteret til døde."

Samtidig bliver flere hundrede amerikanske soldater udstationeret i Polen til "manøvrer", oplyste Pentagon tirsdag.

/ritzau/Reuters