Polen ser stærk ud

Men når det danske hold med Niels-Kristian Iversen, Nicki Pedersen, Kenneth Bjerre og Michael Jepsen Jensen i aften gasser op under de hidsige speedwaycykler er det som forhåndsfavoritter.

Det forudser landstræner Anders Secher.

- Jeg ser umiddelbart, at det bliver en kamp mellem Danmark og Polen. Men det er selvfølgelig under forudsætning af, at vi er ligeså gode i vores starter som i semifinalen. Der sad de godt nok i skabet, siger han til BT fra den danske landsholdslejr i Prag.

Han bliver bakket op af Nicki Pedersen.

- Polakkerne ser stærke ud, men jeg ved, at vi kan gøre det igen, hvis vi har en aften, hvor vi kører op til vores bedste, siger den danske speedway-stjerne.

Det er med de vanlige forbehold om, at ’alt kan ske i speedway, at de begge ikke spår finalens to øvrige hold, Australien og VM-værterne fra Tjekkiet, de store vinderchancer.

Troen på dansk titelforsvar hviler ikke mindst i holdets dominerende kørsel i mandagens semifinale.

Her vandt holdet 12 af i alt 20 pointgivende heat. Men i finalen på Marketa Stadion i Prag er samme sejrsstime ikke et krav for at genvinde VM.

- Det afgørende bliver vores stabilitet. Vi skal alle sammen score over 10 point, men vi behøver ikke alle sammen gå gennem løbet med maksimumpoint i alle heat, siger Nicki Pedersen.

I forhold til VM-triumfen sidste år har Anders Secher valgt at udtage Kenneth Bjerre fremfor talentet Mikkel B. Jensen.

- Kenneth Bjerre er kommet med, fordi han før har kørt gode grandprixer i Prag. Og så har hans formkurve været opadgående i den seneste måneds tid, siger landstræneren.

Han beretter sammen med Nicki Pedersen om god stemning på det danske hold, der i går trænede på slaggerne på Marketa Stadion.

- Der tegner sig et billede af, at de to inderste startpositioner (rød og blå) er en tand bedre end de yderste (hvid og gul), siger Anders Secher.

Polen uden Gollop

Selvom Polen ligner Danmarks værste modstander i aften, stiller holdet til start uden landets helt store stjerne, veteranen Tomasz Gollob.

Polakkerne har i år valgt at satse på yngre kræfter anført af lynhurtige Jaroslaw Hampel.

Fraværet af Tomasz Gollop ærgrer Nicki Pedersen.

- Jeg håbede, han var med, for sidst vi kørte i Prag, havde han en dårlig dag, Deres unge folk går helt sikkert ind til det her med den indstilling, at det enten er pokalen eller hospitalet for dem. Mens Gollop på en dårlig aften bare lader det blive ved det.

TV3 Sport 1, kl. 19.05

Dagens Gossip