Politi advarer mod at gå alene hjem: 10 yngre kvinder seksuelt overfaldet

Skrevet af Ane Sørensen

06/11/2015

Dagens topnyheder

Københavns Politi efterlyser vidner til 10 overgreb mod yngre kvinder på Nørrebro og Østerbro.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet mener, at der kan være tale om den samme gerningsmand.

Gerningsmanden har krænket kvindernes blufærdighed, slået dem og i to tilfælde forsøgt at voldtage dem.

Manden har fulgt efter kvinderne i skjul om natten mellem kl. 02.00 - 06.00. Han har som regel været på cykel. I to tilfælde har manden taget kontakt til kvinderne på åben gade - ved de andre kvinder, har han fulgt efter dem hen til deres dør, eller med ind i deres lejlighed.

- Når kvinderne låste sig ind i deres lejlighed, skubbede gerningsmanden dem efterfølgende helt ind i lejligheden, hvor han straks omklamrede dem og kyssede dem intenst, skriver politiet.

Overgrebene er sket fra den 13. juni til den 1. november. Fem af dem skete i sidste weekend. De fleste af kvinderne er mellem 21 og 25 år.

- Vi vil også gerne opfordre yngre kvinder til at tænke sig ekstra godt om, når de skal hjem om natten. Det kan være en god ide at slå følge med andre, og så skal man generelt holde sig godt orienteret i gadebilledet på vej hjem og inden man låser sig ind i sin opgang, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.

Manden beskrives som:

25 - 35 år
Mellemøstlig oprindelse
175 - 185 cm høj
Almindelig af bygning
Meget kort sort hår
Mulige skægstubbe/kort trimmet skæg
I flere tilfælde iført grå/grøn hættetrøje/jakke og sorte løse bukser.
Taler dansk med accent og engelsk.

Du kan kontakte Københavns Politi på 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: