Politi advarer: Rød bil jagter småpiger

I efteråret blev to småpiger udsat for seksuelle overfald i Øster Skerninge og Refsvindinge på Fyn, og nu er gerningsmanden måske på spil igen.

Fyns Politi efterlyser i hvert fald vidner til en episode tirsdag aften, hvor en maskeret mand i en bordeauxrød bil forfulgte en gruppe småpiger i Vester Skerninge.

Netop signalementet af bilen knytter episoden til de uhyggelige overfald i efteråret.

- Vi får en del henvendelser i den her sag, og nu går vi ud med de her oplysninger og håber på at høre fra vidner, siger vicepolitikommissær Carsten Mogensen til Ritzau.

Den seneste episode udspillede sig tirsdag aften klokken 19.16. Her blev en 10-årig pige antastet af manden, som med håndtegn signalerede, at hun skulle komme hen til ham.

Det gjorde pigen ikke. I stedet flygtede hun på sin cykel, mens manden jagtede hende til fods. Pigen slap væk og mødtes med to veninder. Sammen cyklede de tre piger ad Industrivej, mens bilen fulgte efter dem, inden den vendte om og forsvandt.

I de to sager fra efteråret blev først en 11-årig og siden en 10-årig pige lokket ind i en bil. Føreren af bilen kørte i begge tilfælde lidt rundt, inden han forgreb sig seksuelt på sine ofre.

Politiet har ved hjælp af dna-spor fra begge forbrydelser fastslået, at der er tale om samme gerningsmand.

I jagten på børnelokkeren har politiet indhentet i hundredvis af dna-prøver fra mistænkte og andre personer, som politiet har modtaget henvendelser om. Uden held.

I forbindelse med tirsdagens episode er politiet særligt interesseret i at høre fra vidner, som har opholdt sig ved Vester Skerninge Bibliotek i tidsrummet tirsdag den 25. juni mellem 16.30 og 17.30.

Her har pigen nemlig observeret den bordeauxrøde bil et par timer, inden hun blev antastet af manden.

/ritzau/

Dagens Gossip