Politi affyrede skud: 29-årig »terrorist« anholdt i Aarhus

Manden blev klokken 13.01 anholdt på Gudrunsvej i Gellerupparken i det vestlige Aarhus efter et dramatisk optrin, hvor politiet blandt andet affryrede varselsskud. 

- Jeg kan bekræfte at en 29-årig mand er anholdt, og at vi betragter sagen som afsluttet, efter vi var massivt til stede i området, siger kriminalkommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til Dagens.dk. 

Han oplyser, at der i forbindelse med situationen blev afgivet et varselsskud, men kan ikke sige mere om situationen på nuværende tidspunkt.

Østjyllands Politi modtog klokken 11.29 et opkald fra en passager i buslinje 12 i Aarhus, som fortalte, at en mand i bussen havde været meget aggressiv og truende og råbt, at han var »terrorist«.

Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse den præcise ordlyd af, hvad manden i bussen råbte.

Efter anmeldelsen steg manden af bussen, hvorefter han formentlig steg på en anden bus.

En patrulje så en mand, der svarede til signalementet og satte efter ham. Da manden ikke standsede, afgav politiet et varselsskud. Flere områder omkring Åbyhøj og bydelen Gellerup er afspærret.

Man har efterfølgende fundet en grøn jakke, der menes at være den eftersøgtes, i en park ved Silkeborgvej 152.

Dagens Gossip