Politi: Bosnier smuglede håndgranater og skydevåben

Skrevet af admin

22/02/2016

Mest læste i dag

10 håndgranater, fire maskinpistoler, fire håndvåben og fem andre skydevåben var hvad Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Skat stødte på, da de foretog en rutinemæssig kontrol i Rødby Færge i sommer.

Fundet skulle blive begyndelsen på en omfangsrig sag om et internationalt netværk af våbensmuglere, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse mandag.

Det var en bosnisk mand, der forsøgte at smugle de mange våben til Danmark i sin bil. Torsdag skal han for en dommer i Retten i Nykøbing, anklaget for medvirken til indsmugling af våben.

Politiet fortæller først nu offentligheden om sagen, fordi efterforskningen førte politiet på sporet af et større våbensmuglernetværk, som skulle bag lås og slå, før offentligheden måtte få noget at vide.

I et samarbejde mellem Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Rigspolitiet, svensk, bosnisk og tysk politi samt den nordiske politiforbindelsesofficer i Beograd er det lykkedes at få skovlen under det kriminelle netværk.

- Gennem det gode politisamarbejde er det lykkedes at afdække et internationalt våbennetværk, der har forsynet visse organiserede kriminelle miljøer i det nordlige Europa - herunder formentlig Holland, Tyskland, Danmark og Sverige - med et større antal våben, siger politiinspektør Kim Kliver.

Ifølge politiinspektøren er der langt imellem, at politiet får fat i de internationale våbensmuglernetværk. Men når det kan lade sig gøre, har opgaven høj prioritet.

- Når vi ser, hvor farlige våben der er i omløb i det kriminelle miljø i Danmark, så er det rigtigt vigtigt at slå til på tværs af landegrænser for at få fat på bagmændene. Så ender våbnene ikke i hænderne på bander og rockergrupper, siger Kim Kliver til Ritzau.

Anholdelsen af bosnieren på Rødby Færge fandt sted 27. juli sidste år.

/ritzau/