Politi: Don Ø har hovedrollen i sag om kursfup

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

15,5 millioner kroner. Så mange penge tjente Flemming Østergaard personligt på, at kursen på aktier i Parken Sport & Entertainment gennem en række manøvrer blev holdt på et kunstigt højt niveau.

Denne påstand fremgår af anklageskriftet, som Bagmandspolitiet torsdag har frigivet til pressen.

Den daværende bestyrelsesformand tiltales for at have "bemyndiget, besluttet, instrueret og tilskyndet" direktør Jørgen Glistrup og en anden person til at iværksætte en lang række købsordrer og handler, som ifølge Bagmandspolitiet var med til at snyde markedet.

Flemming Østergaard, der netop er fyldt 70 år, påstås idømt fængselsstraf, og samme krav er rejst over for direktøren og to andre personer.

Da det tidligere på måneden kom frem, at der er rejst tiltale i sagen, blev det oplyst, at politiet samlet kræver godt 17 millioner kroner konfiskeret som ulovligt udbytte.

I det nu frigivne anklageskrift kan man se, at Flemming Østergaard risikerer at miste 15,5 millioner kroner, såfremt han bliver fundet skyldig, mens Jørgen Glistrup skal af med 2,2 millioner kroner.

De to mænds fortjeneste opstod ifølge anklagen, da de udnyttede en aktieoptionsaftale og solgte henholdsvis i april og september 2008.

I øvrigt afslører anklageskriftet, at Parken Sport & Entertainment A/S fra november 2007 til august 2008 meget ivrigt handlede egne udstedte aktier.

I det tidsrum købte Parken således egne aktier for cirka 284 millioner kroner.

Tiltalen om kursmanipulation omfatter også en periode fra august til oktober 2008, og her var der tale om 49 handler, fremgår det.

Såvel Flemming Østergaard som Jørgen Glistrup nægter sig skyldige.

Sidstnævntes forsvarer, Karoly Németh, har fastslået, at de mange køb af egne aktier aldrig skete for at spekulere.

Der var udelukkende tale om at afdække "selskabets juridiske forpligtelser til at betale enten ledelsen og andre medarbejdere eller kontraktpartnere med aktier."

Hvornår Københavns Byret kan gå i gang med sagen, vides endnu ikke.

/ritzau/