Politi dræber fem mistænkte rekrutter fra Islamisk Stat

Skrevet af admin

06/05/2016

Dagens topnyheder

Tyrkiske soldater har dræbt fem mennesker, der forsøgte at krydse grænsen ind i Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat, oplyser guvernørens kontor i Gaziantep-provinsen i det sydlige Tyrkiet.

Fem andre er tilbageholdt, tilføjer de lokale myndigheder ifølge Reuters. Der er ikke umiddelbart yderligere oplysninger.

Titusinder af syriske flygtninge har søgt tilflugt i Gaziantep, men det er ikke kun civile, der opholder sig her.

Byen er kendt for at være samlingssted for folk, der ønsker at slutte sig til Islamisk Stat eller andre militante grupper i Syrien. Fra Gaziantep og andre byer i regionen får de kontakt til grupperne og bliver smuglet over grænsen.

Tyrkisk politi og sikkerhedsstyrker har højnet beredskabet yderligere omkring Gaziantep og langs den syriske grænse, efter at en bilbombe søndag eksploderede ved politihovedkvarteret i Gaziantep.

To betjente blev dræbt og 22 såret, de fleste af dem politifolk.

Også grænsebyen Kilis mærker jævnligt til krigen i Syrien i form af raketangreb, der siden årsskiftet har dræbt mindst 19 mennesker.

Det fik onsdag den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, til at meddele, at Tyrkiet nu er gået i gang med at presse Islamisk Stat længere mod syd.

- Den skal fjernes fra Manbij-regionen og presses mod syd, og vi er i gang med det nødvendige arbejde, siger udenrigsministeren til tyrkisk tv.

Manbij er en by i det nordlige Syrien, som gruppen har anvendt som udgangspunkt for at transportere mandskab og udstyr.

/ritzau/