Politi: Endnu ingen anholdt for Boston-bomber

Men der er endnu ikke foretaget nogen anholdelse i sagen, lyder det fra politiet.

»Trods rapporter om det modsatte er der ikke foretaget nogen anholdelse efter maraton-angrebet,« oplyser Boston Politi.

Flere medier har ellers rapporteret, at en mand skulle være blevet anholdt, men det er altså ikke korrekt, siger politiet.

Hos forbundspolitiet FBI er meldingen den samme.

»I løbet af det sidste halvandet døgn har der været en række historier i pressen, som har været forkerte. Eftersom disse historier ofte har utilsigtede konsekvenser, anmoder vi medierne - særligt på dette tidlige tidspunkt i efterforskningen - om at være påpasselige og forsøge at bekræfte informationer via passende, officielle kanaler,« lyder det fra FBI i en udtalelse.

Anklagemyndigheden i Boston udtaler ligeledes, at man endnu ikke har foretaget en anholdelse.

Ifølge en lang række amerikanske medier skal myndighederne dog have identificeret en mistænkt via videoovervågning. Her kan man se manden placere en taske på gaden på det sted, hvor den ene af bomberne gik af, og derefter gå væk fra stedet.

Ingen har endnu taget ansvaret for eksplosionerne, der blandt andet kostede en otteårig dreng livet.

Forbundspolitiet formoder, at bomberne har vært transporteret til sprængningsstedet i rygsække, og efterforskerne vurderer, at bomberne var fremstillet af trykkogere fyldt med blandt andet søm. Bomberne blev efterfølgende gemt af vejen i rygsækkene. De betegnes som primitive og relativt lette at fremstille.

Der afholdes ifølge BBC et pressemøde klokken 23 dansk tid onsdag aften.

Dagens Gossip