Politi: Evakuering kan blive nødvendigt ved Roskilde

Stormen giver forhøjet vandstand flere steder fredag, og ved Roskilde Fjord kan det betyde, at nogle borgere kan vente at blive evakueret.

Evakuering er en mulighed, som indgår i myndighedernes planlægning, oplyser politiet.

I bunden af fjorden trues også Vikingeskibsmuseet fredag af vandmasserne, som på grund af stormen er presset ned i fjorden.

I løbet af fredagen ventes vandstanden at stige, og den kan nå helt op på to meter over det normale, lyder det i en prognose fra DMI.

- Sammen med kommunen vurderer vi løbende situationen, siger Simon Schwaner, der er talsmand hos Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er muligt, at der skal ske evakuering af enkelte husstande. Det er en mulighed, vi planlægger for, siger Simon Schwaner.

I givet fald vil det berøre borgere i Jyllinge og muligvis andre steder.

Allerede torsdag aften hjalp Beredskabsstyrelsen med at uddele sandsække til folk, der bor i Jyllinge.

Hvis borgere ikke selv kan hente sandsække med bil og trailer, kan de ringe til en særlig akuttelefon. Hjemmeværnet er til stede og vil hjælpe de borgere, der har et særligt behov, oplyser politiet.

Også Holbæk er plaget af vandet. Havnen er fredag formiddag blevet afspærret, og politiet beder borgere om straks at fjerne deres biler.

I København siger politiet fredag formiddag, at man har kig på problemer med forhøjet vandstand under Knippelsbro, på Holmen, ved Amager Strand, på Teglholmen og andre steder.

Strandvejen ved Rungsted er oversvømmet, rapporterer Ugebladet i Hørsholm, og Nordsjællands Politi advarer om, at borgerne skal være varsomme.

DMI har udsendt varsel om forhøjet vandstand flere steder i landet. Det gælder også Isefjorden, Limfjorden, Storebælt og Smålandsfarvandet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV