Politi får spor efter overfald på højgravid i Valby: Se billederne

Endnu er ingen anholdt, men politiet har flere spor at arbejde videre ud fra. Det oplyser Københavns Politis Station City i forbindelse med et brutalt overfald på en 41-årig kvinde, der er gravid i syvende måned.

- Vi har fået en god række tip i sagen, og vi er ved at klarlægge den færden, som har været på stedet, fortæller politiassistent Rasmus Nielsen fra Station City til Ritzau.

Rasmus Nielsen ønsker ikke at kommentere, hvorvidt henvendelserne drejer sig om konkrete personer.

Kvinden blev overfaldet på Kærskiftevej i Valby. Røverne både slog og sparkede kvinden for at få fat i hendes taske, som indeholdt et stor kontantbeløb.

Uagtet at kvinden var gravid sparkede røverne hende i maven flere gange, og hun blev efterfølgende indlagt på hospitalet.

- Ifølge de seneste meldinger, som vi har fået, så skulle både kvinden og det ufødte barn have det godt efter omstændighederne, fortæller Rasmus Nielsen.

Den 41-årige kvinde er dog stærkt rystet efter røveriet. Hendes bror har til flere medier fortalt, at kvinden græder konstant og er bekymret for det ufødte barns helbred.

Politiet mener, at op mod fire mænd er fulgt efter kvinden gennem Valby fra en bank på Valby Langgade, hvor hun hævede penge.

Kvinden rejste med bus og tog fra banken mod sit hjem og røverne har formentlig fulgt efter hende hele vejen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip