Politi: FCK har 80 hooligans

Omkring 80 hærdede fodboldbøller, som interesserer sig mere for kæberaslere og mavepustere end hælfinter og tåhylere, færdes omkring fanmiljøet hos FC København. Det vurderer politiassistent Carsten Dyhr fra Københavns Politis særlige fodboldgruppe.

Dyhr fortæller mandag fra vidneskranken i Københavns Byret, at der derudover er omkring 400 såkaldte ultras i det københavnske fanmiljø. Deres primære interesse er fodbold, men de ses også indblandet i ballade.

Politiassistenten afgiver forklaring i forbindelse med, at 365 personer kræver erstatning fra Københavns Vestegns Politi. De 365 blev administrativt frihedsberøvet, da der i december opstod ballade efter en kamp mellem Brøndby og FCK på Brøndby Stadion.

Politiet har erkendt, at man gik for vidt og har udbetalt 2500 kroner i erstatning til knap 500 personer, men de 365 kræver yderligere mindst 4000 kroner. De mener, at de har været udsat for nedværdigende behandling i strid med menneskerettighederne.

Carsten Dyhr, der har arbejdet med fodboldmiljøet i 12 år, har redigeret en video, som bliver vist under sagen. På den ser man blandt andet fans fra to særtog, der ankommer til Glostrup Station forud for kampen.

"Vi hader, hader, hader BIF (Brøndby IF)" og "CC hooligan" er blandt de slagord, som bliver råbt blandt tilhængerne. CC står angiveligt for Copenhagen Casuals, som er en gruppe af de hårdeste fodboldbøller.

Videoen viser også de optøjer, som opstod efter kampen, og som fik politiet til at lægge knap 500 mennesker i håndjern og anbringe dem siddende på jorden i lange rækker - de såkaldte futtog.

Der har under sagen ikke været fremsat vurderinger af, hvor mange af Brøndbys tilhængere der anses for at være hooligans fra den hårde kerne, men en video, som advokat Christian Dahlager afspiller ved retsmødet, viser, at der utvivlsomt er en del.

Videoen viser en ransagning af "Hytten", som er et tilholdssted for BIF-tilhængere. Ransagningen skete forud for kampen, og der blev både råbt ukvemsord ad ordensmagten og kastet genstande såsom stole efter betjentene.

Der ventes at falde dom i sagen sidst i september.

/ritzau/

Dagens Gossip