Politi finder indebrændt person i ejendom i Helsinge

Nordsjællands Politi fandt tidligt fredag morgen en indebrændt person i en ejendom i Helsinge.

Ifølge vagtchef Anders Schütt fik politiet via 112 klokken 05.13 et opkald fra en bekymret nabo, der kunne se ild i huset på Nygade.

Den omkomne menes at være ejendommens beboer, en mand på 61 år. De pårørende er blevet underrettet, oplyser politiet fredag eftermiddag.

Hvordan ilden opstod, var fredag ikke klarlagt. Årsagen vil blive afdækket i forbindelse med den undersøgelse, som politiets brandtekniske eksperter skal i gang med.

/ritzau/

Dagens Gossip