Politi finder narkolager i Nakskov: To er fængslet

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har lørdag aften beslaglagt 20 kilogram amfetamin på en lokalitet i Nakskov.

I forbindelse med det beslaglagte narko havde politiet anholdt to medlemmer fra motorcykelgruppen Satudarah.

De to anholdte har efterfølgende været fremstillet i grundlovsforhør søndag, hvor de begge er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser politiinspektør Kim Kliver til Ritzau.

- De to fængslede er begge mænd og henholdsvis 26 og 31 år, siger politiinspektøren.

Desuden forklarer Kim Kliver, at det beslaglagte narko på gadeplan har en værdi på omkring to millioner kroner - alt afhængig af hvor rent det er.

I en pressemeddelelse, som politiet sendte ud søndag morgen, blev det beskrevet, at "det er politiets opfattelse, at der er tale om to bagmænd".

- Der er selvfølgelig nogle efterforskningsmæssige hensyn, der taler for det.

- Men man kan bare sige, at med den mængde, der er tale om her, og de erfaringer vi har gjort os under anholdelsen, så er vi ganske sikre på, at der er tale om to bagmænd, siger Kim Kliver.

Ifølge politiet er amfetaminen beslaglagt som en del af den målrettede indsats mod rocker- og bandemiljøet.

/ritzau/

Dagens Gossip