Politi frifindes i sag om Tibet-aktivist

Københavns Byret frifinder torsdag politiet for at betale yderligere erstatning til en Tibet-aktivist, som betjente tilbageholdt under et kinesisk statsbesøg.

Indgrebet skete 15. juni 2012. Den kinesiske præsident var på besøg, og i den forbindelse ønskede Thomas Goetz at vifte med Tibets flag.

Men betjente omringede ham og forlangte, at han lagde flaget ned på jorden.

Tidligere har Østre Landsret slået fast, at Goetz var udsat for en ulovlig frihedsberøvelse, som varede i en time og 10 minutter.

Aktivisten har fået en godtgørelse på 2400 kroner, som rimer med Rigsadvokatens takster.

Men i en ny retssag har han forlangt en forhøjelse til 12.100 kroner, fordi hans ytringsfrihed og forsamlingsfrihed blev krænket.

Nej, siger byretten torsdag.

Årsagen er teknisk-juridisk: Rammen i sagen er fastlagt af landsretten og drejer sig udelukkede om den ulovlige frihedsberøvelse. Den kan ikke udvides, fastslår dommeren.

/ritzau/

Dagens Gossip