Politi frigiver video af sortklædt mand: Formodet brandstifter går rundt mellem træer og buske

Skrevet af Morten Larsen

04/01/2016

Mest læste i dag

Fyns Politi frigiver nu en video af en mand, der kan have forbindelse til flere brande i og omkring Odense.

Tilbage i midten af august måned blev Odense Roklub ramt af en brand, og siden da har politiets opmærksomhed været rettet mod, at brandene kan være påsat af samme gerningsmand eller gerningsmænd.

Nu kan der være et gennembrud på vej i sagen om de mange brande.

Fyns Politi har fundet frem til et foto af en mand, der er blevet fanget på et overvågningskamera ved sportshallen FKS-Hallen i Odense, og billedet viser ifølge ordensmagten en mulig gerningsmand til en påsat brand ved den nærliggende Dyrup Kirke fredag den 18. december.

Læs også: Efter kirkedrab: Politiet søger viden om blå Peugeot

På videoen ses en person i tidsrummet mellem kl. 22.00 og 23.00 gå rundt imellem træer og buske på en måde, som gør, at politiet finder ham interessant.

-Vi håber meget, at billederne kan hjælpe os til at finde frem til gerningsmanden. Vi ved ikke, om det er gerningsmanden på videoen, men personen er i området omkring gerningstidspunktet, og det er selvfølgelig meget interessant for os at finde frem til vedkommende, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Fyns Politi beskriver i en pressemeddelse manden på billedet således:

Mand iført mørk dynejakke med hætte og blanke lynlåse på lommer og som jakkelukke. Mørkt tørklæde for underansigtet, mørke bukser og mørke sko med hvid bred stribe på ydersiden - muligvis af mærket Puma.

Pågældende bar en mørk rygsæk på ryggen.

Politiet, der er meget interesseret i at få personen på optagelsen identificeret og afhørt til sagen, kan kontaktes på telefon 66141448, hvis man har et godt bud på, hvem personen på fotoet kan være.

Se overvågningsvideoen her:

 

Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler: