Politi gør bekymrende fund af økser i Pusherstreet

Ved politiets ransagningsaktion tirsdag morgen mod blandt andet flere steder på Christiania fandt betjentene fire kilo hash, fire kilo skunk, 52 joints, 108 gram hashmix, omkring 50.000 kroner og fem knive. I og ved salgsboderne i Pusherstreet blev der desuden beslaglagt fem slagvåben i form af tre økser, en lægtehammer og et massivt jernrør.

»Det er ikke første gang, vi ser slagvåben i salgsboderne i Pusherstreet. Vi har tidligere fundet stikvåben og økser, og de er efter vores opfattelse ikke beregnet til at hugge brænde med. Pusherne anvender nemlig træbriketter, når de skal tænde op i olietønderne ved boderne. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvad økserne så kan bruges til, og det finder vi stærkt bekymrende,« siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Task Force Pusherstreet i en pressemeddelelse.

De to mænd, der er 54 år og 38 år, vil senere tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Task Force Pusherstreet har ifølge en ny opgørelse beslaglagt hash, skunk og joints til en skønnet salgsværdi af cirka 63 millioner kroner indtil videre i 2013, og fra januar til og med september har den særlige enhed beslaglagt 41 stikvåben og fire slagvåben.

Tirsdagens aktion er et led i en lang række aktioner, som Task Force Pusherstreet har rettet mod købere, sælgere og leverandører af hashen i Pusherstreet.

»Vores indsats fortsætter ufortrødent. Vores ambition er at fastholde et så massivt pres mod de organiserede kriminelle, at de på et tidspunkt ikke længere finder det særligt attraktivt at beskæftige sig med åbenlys hashhandel i Pusherstreet,« siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.

Dagens Gossip

Dagens TV