Politi har beslaglagt syv hash-millioner

Det store hashmarked i Pusher Street i København er blevet stækket, så handlen er blevet reduceret med 30 procent.

Det vurderer Københavns Politi, er resultatet af den særlige indsats, som har stået på siden september sidste år.

Specialgruppen Task Force Pusher Street har arbejdet på flere fronter på samme tid, og det kan mærkes, lyder det fra gruppens leder, vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen.

- Det er, med baggrund i efterretningsbilledet omkring hashhandlen i Pusher Street, Københavns Politis skønsmæssige vurdering, at hashhandlen som følge af den hidtidige indsats er begrænset til et niveau, der ligger cirka 30 procent under salgsniveauet i forhold til før, indsatsen blev iværksat, skriver han i en mail til Ritzau.

Gruppen af betjente laver aktioner både mod købere, sælgere og leverandører, og det er dette spil på flere heste på samme tid, som er en væsentlig årsag til dykket, lyder vurderingen.

På gaderne omkring Christiania stopper betjentene jævnligt bilister for at tjekke, om de er påvirket af euforiserende stoffer. Og samtidig kører der længerevarende efterforskninger med mere diskrete metoder.

Om handlen så i stedet er blevet skubbet hen til andre steder, har politiet ikke noget sikkert svar på.

Den udvikling har politiet endnu ikke kunnet registrere, oplyser vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen.

Indtil videre har specialgruppen fået beslaglagt 7,1 millioner kroner i kontanter ved forskellige aktioner.

Sagen mod et større netværk, som skal have produceret joints til Pusher Street, har mandag ført til, at 2,5 millioner kroner er blevet konfiskeret til statskassen.

Forleden beslaglagde gruppen et kvart ton hash og 2,4 millioner kroner i en anden sag, som drejer sig om en families påståede forbindelse til boderne i Pusher Street.

/ritzau/

 

Dagens Gossip