Politi: Hashhandlere skal af med møbler og ure

Skrevet af admin

04/12/2013

Mest læste i dag

De tunge drenge i hashbranchen skal ikke bare i fængsel. De skal også plukkes for smykker, designermøbler, dyre B & O-anlæg, motorcykler og andre værdifulde ting.

Sådan lyder påstanden fra Københavns Politi i et par større aktuelle straffesager om levering af hash til blandt andet boderne i Christiania.

Men onsdag strittede en 34-årig mand imod kravet om konfiskation.

- Det er et minde fra min mor, sagde han i Københavns Byret, da han blev spurgt om en bestemt guldkæde, som politiet har fundet.

En Corona lænestol og et B & O-anlæg var købt for penge, han havde arvet efter sin far, lød det. Og tre Louis Vutton-tasker tilhører hans kæreste i Hvidovre.

Også jetski og motorcykler står på listen over genstande, som anklageren kræver konfiskeret. Værdien er opgjort til cirka en million kroner.

Indgrebet kan lade sig gøre, hvis den, der dømmes, ikke kan bevise, at han er kommet lovligt til genstandene.

Den tætbyggede 34-årige, der havde fast arbejde som chauffør og arbejdsmand, er tiltalt for at have håndteret i alt godt 800 kilo hash. Han erkender cirka en fjerdedel.

Hashen lå ifølge politiet i et lejet lokale i Rødovre. Her havde den tiltalte installeret et kamera, som gav besked til hans mobil, når uvedkommende nærmede sig.

Men egentlig blev lokalet brugt af andre, som han skyldte penge, forklarede han.

I en anden sag, hvor dommen ligeledes ventes senere i denne måned, står der blandt andet Corona stole, iPads, fire cykler, en elscooter og dyre ure på politiets ønskeseddel.

Her blev tre mænd aflyttet, da de sidste år sad på værelse 926 på Cab Inn Metro Hotel og ifølge politiet diskuterede regnskaber og tilgodehavender. Tiltalen drejer sig om salg af 340 kilo.

En aktuel opgørelse fra politiets særlige Task Force Pusherstreet giver i øvrigt et fingerpeg om hashmarkedets størrelse.

Indtil nu er der i år beslaglagt 7,2 millioner kroner i dansk og udenlandsk valuta. Og handelsværdien af den beslaglagte hash og skunk løber op i 77 millioner kroner, fremgår det.

/ritzau/