Politi i München anholder mulig medskyldig i skyderi

Skrevet af admin

25/07/2016

Mest læste i dag

Politiet i München har anholdt en 16-årig dreng i forbindelse med angrebet fredag i et indkøbscenter i München.

Den anholdte var en ven af den nu afdøde gerningsmand. Han er anholdt på mistanke om, at han undlod at informere politiet om den 18-årige gerningsmands planer.

Politiet mener, at den anholdte 16-årige kan have spillet en rolle ved på Facebook at skrive opfordringer til folk om at komme til et møde på det sted, hvor skyderiet så fandt sted fredag aften kort før klokken 18.

Teenagedrengen meldte sig selv til politiet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Ni mennesker blev dræbt ved fredagens skyderi i indkøbscentret i München. Ifølge tyske myndigheder er der 35 sårede, hvoraf de tre fortsat er i livsfare.

/ritzau/Reuters