Politi: Ingen konkrete trusler mod København

Cirka fem timer efter jagten på en mistænkelig mand blev indledt i København er en chef i politiet kommet med en officiel udtalelse.

- Vi har ingen indikationer på, at der foreligger en konkret trussel mod København og københavnerne, udtaler politiinspektør Mogens Lauridsen på Twitter.

Udtalelsen falder, inden politichefen stiller op til en briefing af pressen torsdag eftermiddagen.

En cirka 30-årig mand i et S-tog opførte sig så mærkeligt, at flere passagerer blev urolige.

Tilsyneladende læste han i en bog om terror - han blev nærmest panisk, da hans kuffert væltede og løb derefter ud på Nørreport, har ekstrabladet.dk berettet.

Det er denne hændelse, som angiveligt skulle udgøre den mistænkelige adfærd.

Det skete ved cirka halv nitiden.

På Nørreport Station skiftede han til metroen og kørte videre til Islands Brygge Station, hvor han stod af.

Siden nitiden har københavnere set mange betjente iført skudsikre veste forskellige steder i storbyen.

/ritzau/

Dagens Gossip