Politi: Kun Amin Skov er mistænkt for branden på Vejlegården

Efter at en dommer onsdag valgte at løslade restauratøren Amin Skov, fortsætter efterforskningen af branden på Vejlegården på fuld tryk.

Det fortæller efterforskningsleder Brian Voss Olsen, som ud over den sigtede Amin Skov ikke har andre mistænkte i sagen.

- Men som vi har sagt fra starten af, så efterforsker vi bredt og objektivt, og det gør vi stadigvæk, siger han til Ritzau.

Amin Skov blev tirsdag anholdt og sigtet for at have stukket ild på Restaurant Vejlegården 21. december. Motivet skulle ifølge anklagemyndigheden være forsikringssvindel.

Efter et adskillige timer langt grundlovsforhør onsdag vurderede dommer Christian Pedersen ved Retten i Kolding, at der ikke er grundlag for at varetægtsfængsle restauratøren.

Selv om politiets bevismateriale i et vist omfang mistænkeliggør Amin Skov - blandt andet er der fundet spor af brandbar væske på hans tøj - er der ikke en såkaldt særlig bestyrket mistanke, vurderer dommeren.

Kendelsen betyder, at politiet må finde bedre beviser, hvis man i sidste ende vil kræve Amin Skov dømt for branden.

Politiet undersøger flere spor og afventer blandt andet nogle dna-analyser. Brian Voss Olsen kan dog ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvornår der kommer svar.

- Og så har vi også en vis forpligtelse til at foreholde den slags oplysninger for den sigtede, inden vi går ud i pressen med det, siger han.

Amin Skov har efter branden fortalt, at han blev overfaldet på Vejlegården, mens han ved nattetide var i gang med at lave regnskaber. Den forklaring fastholdt han onsdag i retten.

Anklagemyndigheden har rejst tvivl om Skovs forklaring, fordi politiets bevismateriale ikke tyder på, at der kan have været andre til stede på restauranten, da branden blev anstiftet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip