Politi leder efter familiefar for fynske overgreb

I efteråret blev to små piger overfaldet og udsat for seksuelle overgreb på Fyn med få ugers mellemrum - og politiet er stadig på bar bund.

Nu har de skiftet spor og erkender, at det sandsynligvis er en familiefar eller en person, der har at gøre med børn, som er gerningsmanden.

Det oplyser Fyns Politi til TV2 Fyn.

- Vi har været tilbøjelige til at lede efter en, der bor alene. Men vi må nok erkende, at vi nu mener, at der nok er tale om en almindelig familiefar eller en person, der har med børn at gøre, siger Henrik Justesen, der er efterforskningsleder ved Fyns Politi.

Begge gerningsmandens ofre blev overfaldet på deres vej hjem fra skole. Først gik det ud over en 10-årig pige fra Øster Skerninge på Sydfyn, og tre uger senere slog manden til igen og forgreb sig på en 11-årig pige fra Refsvindinge.

Henrik Justesen mener, at nogen derude kan kende til gerningsmandens identitet.

- Jeg tror, at der er nogen der er tæt på, men som ikke har kunne få sig selv til at ringe til politiet, og fortælle, at vi måske her har manden, der har misbrugt de to piger, siger han.

Kilde: TV2 Fyn

 

Dagens Gossip

Dagens TV