Politi leder efter vidner: Taxichauffør i livsfare efter overfald

En taxichauffør er fredag eftermiddag fortsat i livsfare, efter at han om natten blev gennembanket af to mænd i Brønshøj i København.

Den 65-årige mand blev blandt andet slået i hovedet, og skaderne var omfattende, oplyser politiet.

- Vi søger vidner, der har set noget, eller som har hørt om sagen, siger vicepolitiinspektør Jens Møller i Københavns Politi.

Sagen efterforskes af betjente i den afdeling, der tager sig af personfarlig kriminalitet.

Chaufføren mistede to punge og en mobiltelefon, da han angiveligt blev lokket i baghold.

Han var blevet bestilt til en tur på Herbergvejen, men det gik grueligt galt.

Lidt før klokken halv et natten til fredag modtog politiet alarmen om overfaldet. Lige siden har den 65-årige været i behandling på Rigshospitalet.

De to mænd brugte en eller anden genstand ved angrebet på chaufføren.

Signalementet lyder på to mænd, der har arabisk udseende. De er formentlig mellem 25 og 30 år, lyder det fra politiet.

Hvis folk har bemærket to mænd i nærheden af Bellahøjhusene kort efter midnat, er politiet interesseret i at få oplysningerne.

/ritzau/

Dagens Gossip