Politi med hunde leder efter italiensk autist

Skrevet af admin

28/12/2014

Dagens topnyheder

Politiet i København beder søndag befolkningen om hjælp til at finde en 36-årig italiensk mand, der forsvandt fredag sidst på dagen.

Den savnede er autist, lyder det fra politiet, der søndag har udsendt et foto af manden på Twitter.

Fredag ved 17-tiden forsvandt han efter et besøg i en kiosk i Københavns nordvestkvarter. Lidt før klokken 22 blev politiet alarmeret.

Sammen med sin far var den 36-årige taget til København.

- Måske har han søgt tilflugt i for eksempel et skur, siger vagtchef Michael Poulsen i Københavns Politi.

Også på grund af kulden er politiet bekymret for den handicappede mands skæbne.

Den savnede beskrives som menneskesky. Udviklingsmæssigt er han på niveau med en 10-årig, oplyser politiet.

Søndag har betjente med hunde været ude for at lede efter den forsvundne, men ved 16-tiden uden held.

Manden har kort, sort hår og fuldskæg. Han er tynd og 170 centimeter høj. Han er iført cowboybukser og en gul jakke med pelskrave.

/ritzau/