Politi nægter at udtale sig om knytnæve-vold mod Morten Bødskov

Skrevet af admin

16/06/2016

Mest læste i dag

Københavns Politi har flere personer til afhøring i sagen om knytnæve-overfaldet på socialdemokraten Morten Bødskov tirsdag aften. Men endnu er der ikke foretaget nogen anholdelser.

Det fortæller lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Ove Larsen.

Den tidligere justitsminister blev overfaldet af en mand iført hættetrøje, da han sammen med en ven sad og så EM-fodbold på storskærm ved Islands Brygge

Gerningsmanden havde ifølge vidner et kors tatoveret på sin venstre underarm.

- Vi leder i vores eget system efter hvem, der har sådan nogle tatoveringer. Og vi har også et par stykker til afhøring, siger vicepolitiinspektør Ove Larsen.

I første omgang lød meldingen, at tatoveringen forestiller et jernkors - en gammel tysk militær orden med en karakteristisk form. Korset er også kendt som et malteserkors.

Men torsdag sagde politiet, at der var forskellige beskrivelser af tatoveringen.

- I princippet behøver det slet ikke at være en tatovering. Det kan også være en optegning eller en hennatatovering. Vi sørger for at holde alle døre åbne, siger Ove Larsen.

Han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvem de afhørte personer er.

Men han er overbevist om, at Morten Bødskov blev overfaldet, fordi han er politiker.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det er Morten Bødskov som person, der er kendt fra sit politiske virke, der var målet.

- Det er samme, som når en politibetjent får en på "kyssetøjet". Så er det heller ikke mennesket, men uniformen man går efter.

Morten Bødskov har efter overfaldet på Facebook beskrevet, hvordan han blev opsøgt af gerningsmanden:

- Han spørger mig, om jeg ikke er tidligere justitsminister, om jeg ikke er socialdemokrat, og hvad jeg hedder. Efter jeg har svaret ham, spørger han, om jeg ikke kan forklare socialdemokraternes økonomiske politik, skriver Bødskov.

Under samtalen rejser manden sig ifølge politikeren pludselig op og slår ham hårdt i tindingen med en knytnæve.

- Idet han slår mig, siger han noget i retningen af, "det her er fra Mouril" eller "det her er fra Mourine". Hvad det betyder, ved jeg ikke, skriver Bødskov.

Bagefter løber gerningsmanden væk.

Vicepolitiinspektør Ove Larsen er i tvivl om, hvad man skal lægge i gerningsmandens udmelding, og om der i ordene kan findes et motiv til overfaldet.

- Vi passer på ikke at blive alt for præcise i ordlyd, siger han.

Morten Bødskov var onsdag til afhøring hos politiet. Torsdag ønsker han ikke at kommentere sagen yderligere og henviser til Københavns Politi.

- Jeg prøver at slappe lidt af i dag, siger han.

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, kalder overfaldet for politisk motiveret og fordømmer det på det kraftigste.

Ifølge politiet kan gerningsmanden, hvis han bliver anholdt, se frem til at blive sigtet for overtrædelse af straffelovens milde voldsparagraf 244.

Hertil kommer en sigtelse efter straffelovens paragraf 119, som handler om vold mod personer, der besidder et offentligt hverv.

Den har en straframme på otte års fængsel.

/ritzau/