Politi: Netværk smuglede kokain til Danmark

Skrevet af admin

21/08/2015

Mest læste i dag

Med en stribe anholdelser og beslaglæggelse af narkotika mener politiet at have afsløret et netværk, der smuglede kokain til Danmark.

Foreløbig er en 25-årig mand blevet idømt fængsel i fem år og seks måneder, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi fredag.

- Det er vores opfattelse, at vi med anholdelserne har lagt narkonetværket ned, siger vicepolitiinspektør Jakob Olsen i en pressemeddelelse.

Sagen begyndte, da tysk politi i april afslørede en bil med to kilo kokain.

I begyndelsen af august fulgte danske betjente så op og slog til i Ishøj, hvor to mænd på 21 år blev anholdt og afsløret med et halvt kilo kokain og en skarpladt pistol.

Derefter er yderligere fire mænd blevet anholdt.

En af disse, 25-årige Paw Bagge Sørensen, er i en såkaldt straksdom 12. august blevet idømt fængsel i fem år og seks måneder.

- Sagen er et godt eksempel på stærkt internationalt politi- og anklagermæssigt samarbejde, lyder det fra senioranklager Thomas Brædder i pressemeddelelsen.

I Tyskland sidder den mand, der kom kørende med de to kilo kokain, fortsat i varetægtsfængsel.

/ritzau/