Politi og demonstranter i nye sammenstød i Tyrkiet.

Politiet forsøger at holde demonstranterne væk fra den centrale Taksim-plads i Istanbul, hvor hundredvis blev kvæstet under uroligheder fredag. Det skriver Reuters.

Situationen eskalerede fredag, efter at demonstranter havde slået lejr i en park i protest mod, at myndighederne har besluttet at bygge et nyt stort indkøbscenter. Men urolighederne handler om meget mere og andet end det.

»Det handler ikke længere kun om et indkøbscenter og træer. Det handler om alt det pres, som regeringen lægger på sine borgere. Vi har fået nok. Vi bryder os ikke om den retning, dette land går imod,« sagde en 18-årig demonstrant til AFP forud for fredagens uroligheder.

En egyptisk turist er angiveligt i kritisk tilstand, efter at hun blev ramt af én af politiets gasgranater. Hun lå på operationsbordet fredag med blødninger i hjernen.

De nye protester og uroligheder kommer få uger efter, at 10.000 demonstranter blev mødt af urobetjente i Istanbul. På det seneste har der også været en række protester mod regeringens indstilling til konflikten i nabolandet Syrien.

Dagens Gossip