Politi om juleindbrud: Det ser fornuftigt ud

Julen 2012 har tilsyneladende været mindre plagsom for danskerne, når det gælder indbrud.

I hvert fald har politiet 2. juledag fået færre anmeldelser end sidste år.

- Det ser fornuftigt ud, siger talsmand hos Midt- og Vestsjællands Politi, Simon Schwaner.

Onsdag formiddag er der i denne politikreds anmeldt i alt 80 indbrud i juledagene, og det skal sammenlignes med 111 sidste år.

Men Simon Schwaner understreger, at tallet kan stige, når folk vender hjem til deres huse og lejligheder.

I København er der modtaget 108 anmeldelser, og det er nogenlunde samme niveau som i fjor, lyder det fra vicepolitiinspektør Tommy Laursen.

En del af de berørte københavnere kan i øvrigt se frem til snart at få deres ting igen. Efter et tip fra en borger fandt politiet på Nørrebro et lager af tyvekoster.

- Der var fladskærme, bærbare pc'er, smykker og andre personlige ejendele. En del af det er fra indbrud begået i julen, siger Tommy Laursen.

I nogle politikredse er niveauet nogenlunde det samme som i 2011, mens det andre steder er lavere.

I Syd- og Sønderjylland er tallet 95, og i Sydøstjyllands Politi siger vagtchef Frits Lund, at man foreløbigt har et "betydeligt lavere" antal end sidste år - nemlig 39 i alt.

Flere steder har borgere hjulpet ordensmagten med at pågribe de langfingrede typer.

I Silkeborg stak en mand næsen uden for juleaften, og her bemærkede han usædvanlig aktivitet hos naboen.

Hans tip til politiet førte til, at to mænd fra Aarhus blev anholdt og senere varetægtsfængslet for indbrud, oplyser vagtchef Brian Askholm ved Midt- og Vestjyllands Politi.

I alt har politiet på landsplan onsdag formiddag noteret 749 juleindbrud.

/ritzau/

 

Dagens Gossip