Politi: Søn har dræbt sin mor i Høje Gladsaxe

Skrevet af admin

16/04/2014

Dagens topnyheder

En kvinde er onsdag eftermiddag blevet dræbt i en lejlighed i Høje Gladsaxe i Søborg, oplyser politiet.

Tilsyneladende var det kvindens søn, der overfaldt hende med en kniv.

Lidt efter klokken 15 fik Københavns Vestegns Politi melding om voldsomme husspektakler i lejligheden.

Da patruljen kom frem, stod det klart, at kvinden var blevet stukket med kniv.

Trods flere redningsforsøg lykkedes det ikke at redde hendes liv. Kvinden, der blev 42 år, blev erklæret død klokken 15.39.

Flere familiemedlemmer var til stede, da overfaldet skete.

Sønnen, der er 20 år, løb væk fra stedet efter forbrydelsen, og politiet leder derfor efter ham.

Onsdag eftermiddag appellerer politiet i en pressemeddelelse den flygtede søn til at melde sig selv.

- Jeg opfordrer hendes 20-årige søn til selv at henvende sig til os, udtaler vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

/ritzau/