Politi skal bevogte truede mål på nye måder

Skrevet af admin

06/05/2015

Mest læste i dag

Ifølge Rigspolitiets redegørelse af politiets indsats ved terrorangrebet i København 14. og 15. februar, er der brug for nye måder at bevogte særligt truede mål på. Politiets blotte tilstedeværelse er ikke nok.

- I de tilfælde, hvor bevogtning er blevet etableret, har det endvidere hidtil været forudsat, at politiets tilstedeværelse i sig selv ville virke afskrækkende på en potentiel gerningsmand.

- På baggrund af forløbet både ved Krudttønden og ved synagogen er der behov for at udvikle nye koncepter for bevogtning af særligt truede mål samt beskyttelse af arrangementer med deltagelse af sikkerhedstruede personer, skriver politiet i rapporten.

Rigspolitiets redegørelse er myndighedernes samlede indsats ved terrorangrebet i midten af februar, hvor gerningsmanden Omar El-Hussein åbnede ild mod Krudttønden og den jødiske synagoge i København og dræbte to.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) siger på et pressemøde om redegørelsen blandt andet:

- Der er tale om en ny type gerningsmand, der ikke afskrækkes af politiets tilstedeværelse. Samtidig oplever vi, at terrortruslen bliver mere kompleks. Den måde politiet traditionelt griber bevogtningsopgaver an på skal revideres, udtaler hun.

/ritzau/