Politi skal have styr på ransagninger

Det kan føles som et overgreb, når politiet ringer på døren og endevender hjemmet i en ransagning.

Ikke desto mindre kan politiet i visse tilfælde gennemføre en ransagning kun på baggrund af et anonymt tip. Det skete i oktober i Aarhus, hvor et anonymt tip om en pistol fik politiet til at rykke ud og ransage uden en dommerkendelse.

Der var imidlertid ikke nogen våben at komme efter på adressen, og forsvarsadvokat Anders Skovholm har nu fået procesbevillingsnævnets ord for, at mistankegrundlaget mod hans klient skal vurderes af Højesteret.

- Det er mit mål, at ransagningen skal kendes ugyldig, så min klient kan få en erstatning, men også så sagen kan danne præcedens fremover, siger han til Ritzau.

Ifølge Anders Skovholm mangler der nemlig retningslinjer for, hvor meget eller lidt der skal til, før politiet reagerer på et anonymt tip.

- Selvfølgelig skal man bekæmpe våben og skyderier, men jeg mener, at man skal have noget mere på folk end et anonymt tip for at møde op og endevende deres hjem, siger advokaten.

Han peger på, at man kan lave retningslinjer om, at folk skal være tidligere dømte for noget lignende tippet, kendte i bandesammenhæng eller på anden måde mistænkeliggjorte, for at et anonymt tip kan udløse en ransagning uden kendelse.

- Ellers er det alt for nemt at genere hinanden ved bare at indgive anonyme tip til politiet. Og med tanke på den blussende bandekonflikt kan betjentene ende med at blive stikirenddrenge for parterne i konflikten, mener Anders Skovholm.

Derfor bliver det ud over erstatningen en principiel afgørelse, der kommer fra Højesteret.

Det er første gang, landets øverste domstol skal tage stilling til netop denne slags klage, og afgørelsen kan betyde, at der kommer mere ensartede retningslinjer for politiet, når der indløber anonyme tip.

Rigsadvokaten skal bringe klagen for Højesteret indenfor 14 dage.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV