Politi skyder med tåregas mod demonstranter i Kijev

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

Tusindvis af ukrainske demonstranter, der støtter et større samarbejde med Europa, har søndag eftermiddag forsøgt at storme en regeringsbygning i hovedstaden Kijev.

Det kom til sammenstød med politiet, der skød med tåregas mod demonstranterne, da de forsøgte at bryde gennem politiets kæder omkring bygningen.

Nogle kastede med sten og ramte politifolk med skilte, som de bar. Politiet svarede igen ved at bruge stavene. Mindst en politibetjent er såret under optøjerne, lyder det.

Overalt i det centrale Kijev genlød råbet "revolution, revolution", beretter en korrespondent fra nyhedsbureauet AFP.

Viftende med EU-flag og ukrainske flag, samt bannere med slogans som: "Vi er ikke Sovjetunionen. Vi er Den Europæiske Union" og "Jeg elsker EU" marcherede de tusindvis af demonstranter i protest ind på den centrale plads i den ukrainske hovedstad.

Vreden skyldes, at præsident Viktor Janukovitj og hans støtter i parlamentet i sidste øjeblik har besluttet ikke at underskrive en associeringsaftale med EU.

Aftalen skulle være bekræftet ved et topmøde i EU's formandsland Litauen i den kommende uge.

Ukraines kovending er kommet som en stor overraskelse for EU's ledere. Den antyder, at Ukraine i stedet vil søge et tættere samarbejde med Rusland.

Den fængslede oppositionsleder Julia Timosjenko har gennem sin advokat opfordret folk til at gå på gaden og demonstrere mod regeringens beslutning.

Søndagens protester betegnes som de største siden den orange revolution i 2004 anført af netop Timosjenko.

Ud over protesterne mod landets nuværende præsident, messede de mange fremmødte også for en løsladelse af oppositionslederen.

/ritzau/AFP