Politi søger arabisk udseende mand efter terrorskyderi

Skrevet af admin

15/02/2015

Dagens topnyheder

Politiet efterlyser en arabisk udseende mand på 25-30 år, cirka 185 centimeter høj og atletisk af bygning efter formodet terrorskyderi ved debatarrangement.

Samtidig efterlyser politiet vidner, der har opholdt sig nær Kildevældsskolen på Bellmansgade på Østerbro i København omkring klokken 15.50, cirka 20 minutter efter skyderiet.

Manden var iført en sort eller mørkeblå skijakke og matchende bukser og formodentlig handsker. Han havde dækket nederste del af ansigtet helt op til øjnene med et partisantørklæde i farverne gul/orange og rød.

Ifølge signalementet var manden forholdsvis lys i huden, og han havde glat sort hår.

Efter skyderiet kaprede gerningsmanden en personbil, som senere blev fundet på Borgervænget nær Kildevældsskolen og ikke langt fra Krudttønden, hvor skyderiet fandt sted.

Politiets afhøringer viser, at der formentlig kun har været én gerningsmand, oplyser politiet i en pressemeddelelse. Tidligere lørdag oplyste politiet, at der muligvis var tale om to gerningsmænd.

Politiet har modtaget flere henvendelser efter offentliggørelsen af den formodede gerningsmands signalement og overvågningsbilleder, men det har endnu ikke ført til anholdelse.

I jagten på gerningsmanden har politiet afspærret flere veje omkring Borgervænget på Østerbro, hvor en bil, der var eftersøgt i kølvandet på skyderiet, blev fundet.

Politifolk på stedet fortæller sent lørdag aften til Ritzau, at personer, der bor inden for det afspærrede område, godt kan få lov at komme ind i deres hjem. Det vil ske i følgeskab med en betjent, der eskorterer dem til døren.

En 40-årig mand, der deltog i arrangementet som civil, blev dræbt, mens to PET-vagter og en politibetjent blev såret af skud under skyderiet mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København.

/ritzau/