Politi søger motiv for amerikansk flådemassakre

Derfor appellerer det amerikanske forbundspoliti, Federal Bureau of Investigation (FBI), nu til offentligheden om at stå frem, hvis man ligger inde med oplysninger om den 34-årige formodede gerningsmand, hvis militærtjeneste som luftfartstekniker i flåden fra maj 2007 til januar 2011 var præget af disciplinære problemer.

»Ingen oplysning er for lille. Vi forsøger at finde ud af alt omkring hans seneste skridt, kontakter og bekendte,« siger Valerie Parlave, assisterende direktør for FBIs kontor i Washington.

Ifølge amerikanske myndigheder tyder alt på, at Aaron Alexis handlede alene.

»Vi føler os sikre på, at vi har den eneste ansvarlige for tab af liv på i basen i dag,« sagde politimester Cathy Lanier sent mandag amerikansk tid ifølge AFP.

Allerede i 2004 var der tegn på, at Aaron Alexis havde voldelige tendenser, da han ifølge Reuters trak en pistol og skød mod en mands bildæk, efter at manden ifølge Aaron Alexis havde udvist »mangel på respekt«.

Også i 2010 blev Aaron Alexis arresteret, da han skød op i loftet og op gennem gulvet til sin larmende overbo.

Hans far, Algernon Alexis, mener, at sønnen led af posttraumatisk stress forårsaget af det psykisk hårde redningsarbejde efter terrorangrebet 11. september 2001.

På tidspunktet for skyderiet arbejdede han for firmaet The Experts, et underfirma til IT-virksomheden Hewlett Packard, der arbejdede på at forny udstyr brugt til den amerikanske flådes intranet, bekræftede Hewlett Packard over for The Washington Post mandag.

Som følge af sit ansættelsesforhold havde han identifikationspapirer udstedt af militæret og adgang til basen, oplyser chefen for The Experts, Thomas Hoshko.

Dagens Gossip